Fredag, den 2. juni 2006 (8 måneder + 3 dage)
Det er svært at være mig i øjeblikket. Jeg er i gang med et udviklingsspring, der bl.a. handler om blive selvstændig og samtidig fuldstændig afhængig af mors opmærksomhed. Det er ikke nemt.
Natten til i går vågnede jeg kl. 3:30 og skreg som pisket. Så fik jeg mad og blev puttet tilbage i min egen seng. I nat vågnede jeg så kl. 4:30 og der gik næsten en time før jeg blev stiktosset og så bundulykkelig. Så jeg kom over under fars dyne mens mor varmede en flaske til mig. Bagefter sov jeg helt til kl. 7:30 i den store seng.
Snart kommer sundhedsplejersken. Så jeg vender tilbage med en opdatering.
Fredag, den 2. juni 2006 (8 måneder + 3 dage)
Så fik vi besøg af min yndlingssundhedsplejerske Susanne. Hun kalder mig »Skrubbe« og siger, at jeg er dejlig. Mor havde trukket min søvn, så jeg var træt, da hun kom – men det gjorde nu ikke noget. Vi sad alle tre inde i den store seng og hyggede os.
Først kiggede hun på min pung. Den er meget rød og har været det siden i går. Det er ikke noget jeg er generet af, men mor ville gerne lige have det tjekket. Susanne kiggede på det og spurgte med det samme om jeg var ved at få tænder, - og det er jeg jo. De er på vej i overmunden. Ellers kunne det også være svamp, men det tvivlede hun på, da jeg ikke havde noget i munden. Mor og far skulle gøre som hidtil; sørge for at jeg ofte ligger med numsen bar og ellers holde øje. Hun mente nu ikke, at det var noget alvorligt og nok mest pga. de kommende tænder.
Så kiggede hun på mig i almindelighed og synes, at jeg var fin og dejlig og så ud til at trives. Hun vejede mig til 9 kg, målte mig til 74 cm og rundt om hovedet 45 cm.
Så blev det tid til Boel testen. Hun havde sådan en rød træstang som jeg skulle følge med øjnene og mine arme gik bare som et piskeris i mens, for jeg ville så gerne have fat på den træstang. De fik jeg også. Så greb jeg ud efter med begge hænder og gav så slip med den ene hånd og tog den i hånden. Susanne siger, at det er lige efter bogen. Hun havde også klokker og bjælder sine fingre og så drejede jeg hovedet hver gang hun spillede på dem. Alt i alt var alt tip top, i orden, ok.
Så blev jeg puttet og så kunne mor og Susanne få sig en snak i stuen.
Det er blevet til, at jeg skal have tilbudt almindelig mad først og så efterfølgende en flaske. Jeg skal mindst have ½ liter mælk om dagen og ikke over ¾ liter. Derudover skal vi se om jeg ikke kan sove to lure om dagen i stedet for tre. Den første lur (ca. 1½ time efter jeg er stået op) skal vi holde fast i, men så sløjfe den anden og flytte den tredje lur til lidt tidligere. Susanne siger, at hvis jeg kan, så er det bedst at jeg har været vågen flest timer inden jeg skal sove. Det betyder nok, at jeg er træt i et stykke tid og så må vi spise tidligere.
Mor og far skal huske, at jeg kan klare mig 5-6 timer på en flaske. Så Susanne foreslår, at de giver mig mad, når de går i seng og så ser om jeg ikke kan sove længere end jeg har gjort de sidste par dage. Det bør være muligt, mener mor og far, da jeg jo har sovet godt før i tiden.
Tirsdag, den 6. juni 2006 (8 måneder + 7 dage)
Endelig er der lidt tid til at opdatere på siden. Det holder ellers hårdt, for der sker så meget i mit liv lige nu og mor er meget træt om aften – men nu var der vist et øjeblik.
Det går rigtigt godt. Jeg er blevet dygtig til at kravle, det er dog stadig kombineret med møveri og nogen gange går det helt galt og så bakker jeg rundt i stedet for. Jeg er begyndt at finde ud af, hvad det der pincetgreb er for noget. Så jeg nyder at spise selv og fange de små bider på min tallerken; specielt ærter er et hit.
Jeg er også begyndt at sove igennem igen og da jeg i forgårs kun ville drikke knap 100 ml vælling inden mor og far gik seng, så er den flaske droppet igen, men så er jeg til gengæld også hundesulten, når jeg vågner.
I morges fik jeg først grød og bagefter drak jeg 100 ml flaske. Jeg vågnede allerede kl. 5:30 men fik først mad kl. 6 og så var jeg drøntræt allerede kl. 7 og fik mig så knap 40 minutter.
Så fik jeg lidt mad til at gå tur på. Mig og mor var rundt om mosen og jeg var vågen hele vejen også mens vi handlede ind. Mor prøver nemlig at trække min vågen tid, så nu må vi se hvordan det går. Jeg er blevet gjort klar til en middagslur nu, men jeg synes bare, at det er meget sjovere at mosle rundt i min hemmelige hule end at sove.
Min pung er ikke rød mere og det passede meget godt med at der var tænder på mig, i hvert fald er der spor af min tredje tand.
I dag skal jeg med mormor og mor ud og besøge oldemor. Det bliver hyggeligt.
Fredag, den 9. juni 2006 (8 måneder + 10 dage)
Vi fik ikke besøgt oldemor. Der var ikke plads i bussen til min klapvogn, så mormor tog afsted alene. Så hyggede mig og mor os med at gå en tur.
I går var jeg hjemme og besøge Lasse. Det er længe siden og nu kan Lasse gå. Det er altså ret sejt synes jeg.
I går da jeg var i bad, så satte jeg hænderne på hver side af badekarret, støtte mod og rejste mig op!! I kan tro, at mor og far blev noget overrasket. Jeg er også blevet god til at kravle; jeg kommer rundt i hele lejligheden nu og undersøger alt. Jeg har fået min 3. tand, så nu har jeg to i undermunden og en i overmunden.
Jeg er så småt ved selv at justere min søvn og mor gør det bedste for at følge mine anvisninger. Hende og far har taget en beslutning om, at jeg nok selv skal vise vejen. Derudover fik jeg havregrød med æble og kanel og en klat smør i morges i stedet for en flaske. Havregrøden er lavet på sødmælk. Jeg spiste det hele (ca. 2 dl) og drak vand til.
Snart kommer min legekammerat Noah. Ih hvor jeg glæder mig.
Søndag, den 11. juni 2006 (8 måneder + 12 dage)
Det meste af dagen i dag har jeg brugt på at rejse mig op. Jeg er blevet rigtig dygtig, siger mor og far.
Inden solen stod allerhøjst på himlen så var vi ude og gå en tur. Det har været meget varmt i dag, men hverken min appetit eller søvn har været påvirket af det.
I lørdags kom mormor og hentede mig, så tog vi ud i verden. Vi kørte både med bus og tog og havnede helt i Tåstrup, hvor mor skulle fodre nogle katte. De var smadder søde og var rigtig glade for at lege med mig. Det synes jeg var sjovt.
Tirsdag, den 13. juni 2006 (8 måneder + 14 dage)
Min gode ven Noah (der er født to dage før mig) har det ikke så godt. Lige nu er han indlagt på Riget – så mig og mor har været afsted hver eneste morgen siden i mandags for at besøge ham et par timer. Det er smadder hyggeligt. Vi tager afsted om morgen og er hjemme om eftermiddag. Dagen går hurtig når man er i godt selskab.
Torsdag, den 15. juni 2006 (8 måneder + 16 dage)
Mandag, tirsdag og onsdag var vi hos Noah og hans mor på Riget.
I dag har vi været hos Lasse og hans mor; og jeg kunne faktisk kende dem fra sidst og var bare i hopla. Så kunne Lasses mor rigtig se hvad for en Skrubbe jeg er. Hæ!
I morgen skal vi besøge Noah igen. Bagefter skal vi hjem til mormor og morfar og grille.
Mig og mor hygger os rigtig og nyder dagene. Hun starter på skole om 1½ måned, så er det spændende at se om jeg har fået en vuggestueplads ellers må far blive hjemme hos mig.
Fredag, den 16. juni 2006 (8 måneder + 17 dage)
Mor siger, at det nu er officielt. Jeg er simpelt hen gået fra tre flasker om dagen til to flasker. Min morgenflaske er skiftet ud med havregrød lavet på mælk. Det bliver til 2 dl. Mor har købt sådan nogle portionsposer fra OTA solgrød den ene slags er med æble og kanel og den anden slags er med frugt. Jeg synes, at det smager rigtigt godt. Så ud er alt det andet grød røget. Som tingene er nu, så ser mit skema nogen lunde sådan her ud:
Kl. 6-7 morgenmad: 2 dl havregrød lavet på mælk og vand af kop
Kl. 8-9 første lur og længden sviger mellem 40 og 90 minutter
Kl. 10-11 formiddagsmad: brød, yoghurt, frugt og juice el. vand af kop
Kl. 11:30-12 sover jeg min anden lur i ca. 40 minutter
Kl. 12:30-13 flaske lavet på 200 ml vand
Kl. 14:30 ½ skive rugbrød, grønt og vand af kop
Kl. 15 sover jeg mellem 40 og 90 minutter. Det afhænger af min morgenlur
Kl. 17:30-18 aftensmad
Kl. 19-19:30 vælling lavet på 200 ml vand (nogen gange først omkring kl. 23)
Det er ikke altid, at jeg kan spise min vælling, når jeg bliver lagt i seng. Så gemmer mor og far den til mig og giver mig den, når de selv går i seng – men så drikker jeg også rup og stub i flasken.
Min sidste lur ligger sent på dagen, men mor har ikke ville pille ved min søvn (endnu!). Først og fremmest vil hun vist se om den ændrer sig automatisk, derudover kan hun mærke på mig, at jeg har brug for søvnen og da jeg endnu ikke synes at gøre tegn til at ville slå en af mine lure sammen og dermed sove længere tid. Så synes mor, at det er vigtigt at jeg får min søvn på anden vis.
God weekend.
Søndag, den 18. juni 2006 (8 måneder + 19 dage)
I går var vi ude og besøge Emma. Mig og Emma er født den samme dag. Faktisk blev min mor og Emmas mor sat i gang på samme dag, men jeg kom altså først. Og så lå vi alle sammen på samme stue på hospitalet.
I går var vi altså ude og besøge Emma, hendes storesøster Signe og hendes mor og far. Det var hyggeligt og mig og Emma kunne godt lide hinanden og finde ud af lege lidt sammen. Jeg sov også lidt i Emmas barnevogn, mens de voksne spiste mad, men det blev kun til 30 minutter så gad jeg altså ikke det mere og var vågen helt indtil vi nåede hjem lidt i elleve i går aftes.
Jeg sov til klokken halv syv i morges. Det var vist fint nok. Hele dagen skal vi slappe af og hygge os og gå en lille tur.
Torsdag, den 22. juni 2006 (8 måneder + 23 dage)
Jeg må vist hellere opdatere inden jeg glemmer alt det som jeg har lavet hele ugen indtil nu. Faktisk kan jeg ikke rigtig huske, hvad jeg lavede i mandags. Slappede af med mor?
Tirsdag kom mormor og så cyklede vi alle sammen ud og besøgte oldemor. Jeg sad i anhængeren bag på mor og hyggede mig; jeg har fået en pude til ryggen og så sidder jeg rigtigt godt.
Onsdag gik mig og mor ud til mormor på hendes arbejde, så spiste vi frokost og mormor flexede så vi kunne komme tidligt afsted. Hjemme hos mormor og morfar hyggede vi os og jeg var vågen i fem timer i streg. Far kom og hentede os omkring kl. 20.
I formiddags har mig og mor været hjemme og besøge Lasse og hans mor og det var voldsomt hyggeligt. Vi legede og boltrede os i deres store seng.
I morgen skal vi også bare slappe af. På lørdag skal far spille petanque hele dagen, så mig og mor er alene hjemme. Vi har ingen aftaler endnu og tager vist mest af tingene som de kommer.
Lørdag, den 24. juni 2006 (8 måneder + 25 dage)
Det har været lidt bøvlet at være mig de sidste par dage. Jeg vil ikke rigtig spise de mængder jeg plejer og resultatet er, at jeg hundesulten om natten. Heldigvis er mor sådan en, der står og laver flaske til mig og så kan vi alle sove videre i nogle timer. Jeg er atter begyndt at få flaske inden mor og far går i seng. Mest tror jeg, at det er fordi mor og far gerne vil sikre sig, at jeg er ordentlig mæt. Og så har jeg stik mod det hele fået flaske de sidste to morgner. Det er ikke noget, der varer ved siger mor og mener både mit bøvleri og morgenflasken. Jeg ved det godt.
Måske er det min 4. tand, der er på vej. Min pung er også lidt rød, men slet ikke lige så rød som sidste gang jeg fik en tand. Mor og far tager det stille og roligt. Det hele skal nok løse sig og jeg tror ikke, at de har så travlt med noget som helst. Så længe jeg trives, får noget at spise og ellers udvikler mig – så må vi tage udfordringerne hen ad vejen.
Far er til petanque i dag, så mig og mor er alene og har ikke rigtig nogen planer. Måske tager vi hjem til mormor og morfar – men det kommer an på hvordan dagen arter sig.
Jeg er begyndt at rejse mig op alle mulige og umulige steder, - og ellers er jeg sådan en, der bare kravler rundt og udforsker verden. I går var vi nede i gården og jeg kravlede afsted og mit tøj blev helt beskidt og far sagde: »Nu ligner du jo en rigtig dreng!« og mor er vist bare mere bekymret for om hun kan få tøjet rent igen. Hæ!
Søndag, den 25. juni 2006 (8 måneder + 25 dage)
Puha jeg havde det skidt i går. Jeg græd, ville ikke spise, kun hænge eller sove. Jeg var rigtig ulykkelig. Mor og far tror altså det er fordi min 4. tand er på vej. Måske kan det ikke komme ordentlig igennem; den har også været længe undervejs.
I dag har jeg haft det meget bedre. Morgenflasken skal vist til at sløjfes igen, så det bliver spændende at se hvordan det kommer til at gå.
Onsdag, den 28. juni 2006 (8 måneder + 29 dage)
Det går bedre. I hvert fald synes min appetit at være vendt tilbage. Mandag og tirsdag tog mor mig op, da jeg vågnede og så fik jeg morgenmad. Mandag ville jeg ikke rigtig spise mere end 4-6 teskefulde med havregrød og tirsdag fik jeg så en flaske. Nå men efter jeg havde spist, så kom jeg tilbage i min seng og så sov jeg to timer mere. Normalt plejer jeg, at være vågen i ca. en til halvanden time inden jeg kommer ind i seng igen og så "kun" sove 40 minutter.
I dag sov jeg helt til kl. 7:10 og så stod vi op og jeg spiste 1½ dl havregrød (æble/kanel) og så kom jeg tilbage i seng. Så må vi se, hvor længe jeg sover denne gang.
Min appetit var også god i går og jeg spiste en hel forårsrulle. Vildt ikke? I går var vi også i mødregruppe med dem fra "barnløs" og det var smadder hygsomt. Mig og mor var på cykel og vi kom faktisk både ud og hjem uden at det regnede. Egentlig kunne jeg jo være ligeglad, da jeg sidder lunt og tørt i anhængeren, men for mors skyld var det vist meget dejligt.
Tilbage til forsiden