maj 08
april 08
marts 08
februar 08
januar 08

december 07
november 07
oktober 07
september 07
august 07
juli 07
juni 07
maj 07
april 07
marts 07
februar 07
januar 07

december 06
november 06
oktober 06
september 06
august 06
juli 06
juni 06
maj 06
april 06
marts 06
februar 06
januar 06

december 05
november 05
oktober 05
september 05

fødslen
tredje trimester
andet trimester
første trimester
skabelsen

© loye.eu
 

Fredag, den 15. juli 2005 (28+0)
70 % af graviditeten er overstået og der er 84 dage (+/-) til termin.

Denne uge:
Vægt ca. 1200 gram
Længde ca. 35 cm
Hovedbredde: 6,5 - 7,7 cm
Fod: 4,8- -5,9 cm

Så er tredje trimester igang og du er godt nok aktiv i øjeblikket. Derudover er det tydeligt at mærke, at du også er blevet væsentlig større inden for den senere tid. Min mave er for alvor begyndt at tage sig ud i mærkelige former, når du bevæger dig omkring der inde - så det er også nu, at din far for alvor kan være med og I lige frem kan kommunikere med hinanden.

Din far og jeg har talt meget om igangsættelse og det virker altså ikke specielt tiltalende med mindre kroppen er parat. Det var den fx med din storesøster, hvorfor de kunne nøjes med at prikke hul på vandet og så gik resten slag i slag. Sådan håber vi også, at det bliver med dig og ellers vælger vi nok at gå over tid. Jeg ved, at jeg vil få tilbudt nogle ekstra skanninger, hvis det er nødvendigt og det siger vi nok ja til.

Og måske løser det hele sig selv, hvis du selv vælger at komme ud!

Mandag, den 18. juli 2005 (28+3)
71 % af graviditeten er overstået og der er 81 dage (+/-) til termin.

Mandlig intuition? I hvert fald gætter din far på, at du er en lille dreng. Selv har jeg ikke et bud, men vi kommer ofte til at sige ham/han om dig, men det er måske lige så meget fordi vi har din storesøster og så virker det naturligt at næste barn er en dreng (skønt vi ingen indflydelse har på det). Din mormor og farmor mener også du er en dreng – tilbage er der bare at vente på, at du giver dig til kende til oktober.

Fredag, den 22. juli 2005 (29+0)
72 % af graviditeten er overstået og der er 77 dage (+/-) til termin.

Denne uge:
Vægt ca. 1100 - 1700 gram
Længde ca. 36 - 38 cm
Hovedbredde: 6,8 - 8 cm
Fod: 5,1 - 6,2 cm

Fra nu af tager du ca. 200 gram på pr. uge

Dine øjne kan åbnes og du kan skelne mellem lys og mørke. Derudover vil du kunne reagere på surt, sødt og bittert.

Du har været meget aktiv de sidste par dage og det føles som om, at dit hoved sidder fast i mit bækken, mens du prøver at stå på hovedet med resten af kroppen.

Fredag, den 29. juli 2005 (30+0)
75 % af graviditeten er overstået og der er 70 dage (+/-) til termin.

Denne uge:
Vægt: 1200 - 1900 gram
Længde: ca. 37 cm
Hovedbredde: 71 - 83 mm
Fod: 53 - 65 mm

Fra nu af tager du ca. 200 gram på pr. uge

Der er stadig mange bevægelser, men det er nu alligevel tydeligt at mærke, at du bliver større og der kommer mere og mere kraft bag dine spark.

Jeg lider ikke af ødemer og håber, at det fortsætter. Husker stadig, da jeg ventede din storesøster, hvor besværet det gjorde mig.

Mandag, den 1. august 2005 (30+3)
76 % af graviditeten er overstået og der er 67 dage (+/-) til termin.

I dag kom din mormor og morfar forbi med en masse ting til dig, bl.a. en sød vugge som din mormor har malet og sat i stand. Den skal vi nok få glæde af

Fredag, den 5. august 2005 (31+0)
78 % overstået og 63 dage (+/-) til termin.

Denne uge:
Vægt: 1400-2200 gram
Længde: ca. 39 cm
Hovedbredde: 73-85 mm
Fod: 56-67 mm

Du vejer nu omkring halvdelen af din fødselsvægt og arme og ben er efterhånden velproportionerede i forhold til krop og hoved.

Skønt der fortsat er en del plads, du kan boltre dig på – så er det også tydeligt at mærke, at der langt mere kraft bag dine spark

Jeg er blevet meget tung og det kræver sit at komme ud ad sengen eller op ad sofaen. Din far og jeg tæller dagene til din ankomst. Du er ventet, er du!

Onsdag, den 10. august 2005 (31+5)
79 % overstået og 58 dage (+/-) til termin.

Dagens besøg hos jordemoderen gik fint og din mormor var med. Min formodning om at du har vendt dig med hovedet nedad passer, og de sidste par dage har du konstant trykket på min blære; så jeg render ofte på toilettet.

Ellers nyder jeg, at du giver dig til kende hver dag - men lille Lakrids både din far og jeg er utålmodige, så du må meget gerne overholde tidsfristen!

Vandrejournalen:
Dato: 10/8-05
Gestationsalder: 32 uger (31+5)
Vægt: -
Blodtryk: 142/89
Urin: Blank, dog lidt spor
Ødemer: (+), dvs. begyndende uden at være generende
SF-mål: 33 cm
Fosterpræs.: H, dvs. dit hoved vender nedad
Fosterskøn: ca. 1500 gram
Fosteraktivitet: Hjertelyd
Undersøgelsessted: Jordemoderkonsultation

Mit blodtryk er langsomt begyndt at stige, så jeg skal holde øje med svimmelhed, prikken og flimrende for øjene, trykken mod brystet og anden ubehag. Dette fordi det kan være en yderligere indikator for, at blodtrykket måske er for højt. Sker det, så skal jeg kontakte fødegangen og komme ind til hvile og tjek.

Nu skal din far og jeg til vægtskanning på mandag, så er det spændende at se, om meget de skønner dig til at veje.

Fredag, den 12. august 2005 (32+0)
80 % af graviditeten er overstået og der er 56 dage (+/-) til termin.

Denne uge:
Vægt: 1500-2400 gram
Længde ca. 40 cm
Hovedbredde: 76-87 mm
Fod: 58-70 mm

De næste par uger tager du ca. 250-275 gram på pr. uge.

I går var du utrolig aktiv, så din far kunne rigtig lege med dig og tale til dig.

Mandag, den 15. august 2005 (32+3)
81 % er overstået og 53 dage (+/-) til termin.

I dag var din far og jeg til samtale og vægtskanning på svangerambulatoriet hos læge Morten Lebach. Du er altså en lille fedling: Du blev skannet til at veje ca. 2300 gram, hvilket må siges at være en del mere end hvad jordemoderen skønnet dig til for 5 dage siden. Dybest set skal du bare være inden for den kurve, der hedder: 1500-2400 gram og det er du jo.

Læge fortalte, at skulle man beregne terminen ud fra din størrelse, så ville jeg være 11 dage længere henne i graviditeten, dvs. 34+0 og med en termin den 26. september.

Man gør dog ikke noget ved det, så længe du trives, så må du gerne være stor.

Vandrejournalen:
Dato: 15/8-05
Gestationsalder: 33 uger (32+3)
Vægt: -
Blodtryk: 130/80
Urin: Blank, dog lidt spor
Ødemer: (+)
SF-mål: 33 cm
Fosterpræs.: H
Fosterskøn: 2300 gram ved ultralyd
Fosteraktivitet: Aktivitet
Undersøgelsessted: Svangerambulatoriet

Vi har fået en ny tid til vægtskanning og samtale på svangerambulatoriet den 12. september – den dag vil der også blive foretaget en indvendig undersøgelse af mig, for at se om jeg har åbnet mig, netop fordi du har vendt med hovedet nedad i så lang tid.

Skanningen er ikke fordi man forventer eller mener, at der er noget galt – men skal mere ses som et ekstra tilbud til os, fordi vi mistede din storesøster. Og jeg må tilstå, at det er rart at blive beroliget – men du kæmpe Lakrids... du behøver ikke vente helt til oktober med at komme, 11 dage før tid er også i orden!

Fredag, den 19. august 2005 (33+0)
82 % er overstået og 49 dage (+/-) til termin.

Denne uge:
Vægt: 17-2600 gram
Længde: ca. 42 cm
Hovedbredde: 78-90 mm
Fod: 60-70 mm

Du har vendt dig med hovedet ned ad, men det står endnu ikke helt fast. Du er meget aktiv i øjeblikket og maven former sig efter dine bevægelser.

Jeg er begyndt at få vand i kroppen, specielt mine fødder lider under det. Jeg er meget træt i øjeblikket, så jeg forsøger at få sovet en hele del – men det er ikke altid at det lykkes.

I nat drømte jeg, at du blev født den 12. september. De var nødt til at sætte fødslen i gang, fordi jeg havde åbnet mig helt og du var stor nok. Alt gik fint.

Så kom du bare!

Søndag, den 21. august 2005 (33+2)
83 % er overstået og 47 dage (+/-) til termin.

Så kom ødemerne. Mine fødder og hænder lider under vandet i kroppen, mine ankler er tykke, mine tær ligner små cocktailpølser og jeg har atter fået den snurrende fornemmelse tilbage i hænderne (som da jeg ventede din storesøster).

Så nu gælder det bare om at glæde sig over, at der ikke er så længe til termin!

Fredag, den 26. august 2005 (34+0)
85 % er overstået og 42 dage (+/-) til termin.

Denne uge:
Vægt: 1800-2850 gram
Længde: Ca. 44 cm
Hovedbredde: 80-92 mm
Fod: 62-73 mm

Aktivitetsniveauet hos dig er stadig ok – om end det er tydeligt at mærke, at du ikke længere har det så meget plads til at slå kolbøtter på.

Jeg er desværre ikke altid så god til at få sovet til middag, hvorfor jeg gerne er dødhamrende træt tidligt om aften. Min krop er meget tung i øjeblikket og fysisk er jeg efterhånden godt besværet af graviditeten; specielt når det gælder gåture.

Det er ved at være det tidspunkt, hvor du begynder at have dit eget søvnmønster – og pt. ser det ud til, at du er vågen sen aften og tidlig morgen... lad os nu se om det holder stik!

Mandag, den 29. august 2005 (34+3)
86 % er overstået og 39 dage (+/-) til termin.

Jeg skulle aldrig være begyndt at holde øje med dit søvnmønster, straffen er da også blevet, at du synes at holde dig vågen hele tiden. Det må vi da ikke håbe, at det holder stik – for så bliver dine forældre meget trætte.

Jeg er begyndt at få meget mavesyre og halsbrand igen og værst er næsten, at jeg slås med det om natten – men med 39 dage til termin så er der jo en ende på det hele.

Dagens lægebesøg – og nok det sidste lægebesøg inden din fødsel – er overstået og din vandrejournal er opdateret:

Dato: 29/8-05
Gestationsalder: 35 uger (34+3)
Vægt: 94,9 kg
Blodtryk: 130/80
Urin: Blank
Ødemer: -
SF-mål: 36 cm
Fosterpræs.: H
Fosterskøn: ca. 2600 gram
Fosteraktivitet: Hjertelyd
Undersøgelsessted: Praktiserende læge

Derudover talte jeg med lægen om at Herlev skanningsmaskinen skød dig til at være 11 dage ældre og han sagde, at så skulle jeg opponere imod at gå længere end til 7. oktober... med andre ord; ingen overtid og det vil jeg også helst undgå.

Forhåbentlig er jeg begyndt at modnes og åbne mig, hvilket vi finder ud af den 12. september – for den nemmeste form for igangsættelse er altså, når man er klar til det.

Fredag, den 2. september 2005 (35+0)
88 % er overstået og 35 dage (+/-) til termin.

Denne uge:
Vægt: 2000-3100 gram
Længde: Ca. 46 cm
Hovedbredde: 81-93 mm
Fod: 64-74 mm

I nat blev vi begge holdt vågne af nivende plukkeveer. Det var ikke ubehageligt som sådan, men meget trættende.

Du fylder godt i øjeblikket og ind imellem gør det ondt, når du sparker. Det er dog ikke så tit, du sparker, for der er ikke meget plads tilbage.

Du vender stadig med hovedet nedad og får dagligt presset dig længere og længere ned. Ind imellem mistænker jeg dig for at smugkigge ud på verden.

Søndag, den 4. september 2005 (35+2)
88 % er overstået og 33 dage (+/-) til termin.

Både din mormor og farmor har været meget interesseret i, om der er forskel på denne graviditet og den med din søster. Mest fordi de nok gerne vil kunne sige: »Det er også fordi det er en dreng!« Umiddelbart har der ikke været de store udsving, men små forskelle har der alligevel været – så dem vil jeg nævne

  • Hos din søster fik jeg linea nigra, dvs. en brun linje fra skambenet og til navlen. Det har jeg ikke fået denne gang... end ikke skyggen af den.
  • Jeg oplevede ikke din søster have hikke, det har du til gengæld rigtig meget af.
  • Mine kønslæber er hævede og ømme, det oplevede jeg ikke med din søster.
  • Jeg havde voldsomt meget vand i kroppen, da jeg ventede din søster, hvilket jeg synes at være forskånet for denne gang og derfor har jeg heller ikke et forhøjet blodtryk.
  • Maven sidder helt klar anderledes denne gang mere foran end som med din søster, hvor jeg nærmest var firkantet.

    I nat har jeg sovet utroligt dårligt. Jeg føler mig det meste af tiden ok tilpas med graviditeten og nyder den skam i bedste velgående, men jeg kan samtidig mærke, at det er begyndt at gå mig på, at du tyngder nedad og at mine kønslæber bliver så hævede og ømme. Så jeg håber virkelig, at svangerambulatoriet er indstillet på, at forsøge sig med en hindeløsning den 12. september, måske det kan fremskynde fødslen

    Fredag, den 9. september 2005 (36+0)
    90 % er overstået og 28 dage (+/-) til termin.

    Maven er sunket og du presser dig længere og længere nedad. Plukkeveerne er tiltagende, ofte gør de bare min mave hård og gør mig træt i kroppen, men ind imellem niver de hen over lænden eller det nederste sted på maven.

    Denne uge:
    Vægt: 2200-3350 gram
    Længde: ca. 46 cm
    Hovedbredde: 83-95 mm
    Fod: 65-77 mm

    Dine bevægelser er noget mere tunge end tidligere og der er virkelig styrke bag. Du synes nu stadig at være meget aktiv – hvilket er dejligt.

    På mandag skal vi til vægtskanning og en indvendig undersøgelse, jeg er ret spændt på at høre, om de stadig mener, at du er stor af størrelse og om der evt. er tegn på en snarlig fødsel.

    Mandag, den 12. september 2005 (36+3)
    91 % er overstået og 25 dage til termin.

    Dagen startede med et besøg af vores sundhedsplejerske. Vi snakkede lidt om din storesøster og hendes fødsel. Herefter fik vi talt om vores forventninger til din fødsel og hvordan jeg ellers har haft det i graviditeten. Hver gang hun er her, så vil hun udfylde en seddel som skal sættes ind i en babymappe som du også får af hende. Denne gang står der følgende på sedlen:

  • Haft en god graviditet. Fulgt kontroller og mere pga. tidligere graviditet. Tager vitaminer. Kun lidt vand i kroppen.

  • Stoppet rygning fra uge 10 og holder det fint. Fødslen og hvem skal med. Far tager 14 dages barselsorlov. Mor forventer at amme. Vil gerne blive på hospitalet til baby sutter godt.

    Bagefter skulle vi en tur på Herlev sygehus, dels for at blive skannet, dels for at tale med lægen på svangerambulatoriet.

    Vandrejournal
    Dato: 12/9-05
    Gestationsalder: 37 uger (36+3)
    Vægt: -
    Blodtryk: 129/90
    Urin: Blank
    Ødemer: -
    SF-mål: 37 cm
    Fosterpræs.: H
    Fosterskøn: 3190 gram ved ultralyd
    Fosteraktivitet: +
    Undersøgelsessted: Svangerambulatoriet

    Jeg blev undersøgt indvendigt, fordi jeg siden sidste besøg på svangerambulatoriet har haft ondt i tissekonen og hævede kønslæber. Lægen kunne dog ikke mærke, at der skulle være noget galt, han kunne godt se, at kønslæberne var hævet, men det var ikke fordi dit hoved pressede på. Så konklusionen blev, at der ikke er noget at gøre ved det og jeg må (så vidt muligt) slappe af.

    Jeg var heller ikke begyndt at åbne mig – så der var ikke tegn på snarlig fødsel.

    Derudover er det blevet til, at jeg skal på sygehuset igen på onsdag for at få foretaget en Glucosebelastning. Dvs. en undersøgelse af mit sukkerstofskifte, bl.a. med udgangspunkt i at min BMI er ca. 20 procent over normen. Skulle der være begyndende graviditetssukkersyge, så skal vi tage nogen forholdsregler i forhold til diæt, men det kan også være, at du skal have noget sukker, når du er blevet født.

    Til sidst fik vi talt lidt om terminen. Aftalen er blevet, at jeg ikke går længere tid end til terminen. Så vi skal til samtale hos lægen på svangerambulatoriet den 26. september og her vil vi aftale den endelig dato for en igangsættelse. Det er din far og jeg rigtig glad for, kan du tro.

    Onsdag, den 14. september 2005 (36+5)
    92 % er overstået og 23 dage til termin.

    Så fik jeg foretaget en glucosebelastning i dag og det var faktisk rigtigt ulækkert, dvs. det var det der sukkervand, jeg skulle drikke, der var ulækkert. Bagefter vendtede jeg to timer og så fik jeg taget en blodprøve og så kunne jeg endelig få noget at spise; havde jo ellers været uden mad og drikke siden midnat.

    Du reagerede voldsomt på sukkervandet og dansede omkring - så lidt underholdning var der.

    De ringer, hvis der er tegn på graviditetssukkersyge, men det tror jeg nu ikke, at der er.

    Fredag, den 16. september 2005 (37+0)
    92 % er overstået og 21 dage til termin.

    Nu er du fuldbåren, - og man vil ikke kalde det for tidligt født, hvis du pludselig kommer nu (hører du det?), til gengæld er det kun 5 % af alle fødsler, der finder sted i denne uge.

    Denne uge:
    Vægt: 2300-3600 gram
    Længde: ca. 48 cm
    Hovedbredde: 84-97 mm
    Fod: 67-78 mm

    Tasken til hospitalet er pakket og vi er klar... bare hvis du skulle være i tvivl. Til gengæld fornemmer jeg lidt, at vi nok må regne med en igangsættelse, da du (som din søster) lader til at trives rigtig godt under huden.

    Med "kun" 21 dage til termin, så kan vi pludselig se en ende på graviditeten, men det betyder også at utålmodigheden bliver større. 21 dage, 3 uger – lige om lidt i hvert fald.

    Onsdag, den 21. september 2005 (37+5)
    94 % overstået og 16 dage til termin.

    Dagens besøg hos jordemoderen gik fint, men jeg havde nu heller ikke de store forventninger. Jeg har jo en tid på mandag på svangerambulatoriet, så det virker måske en smule tåbeligt, at jeg så stadig går til kontrol hos jordemoderen. På den anden side så er der jo noget trygt i at blive fulgt så tæt.

    Vandrejournalen:
    Dato: 21/9-05
    Gestationsalder: 38 uger (37+5)
    Vægt: -
    Blodtryk: 136/89
    Urin: Blank
    Ødemer: +
    SF-mål: 39 cm
    Fosterpræs.: HF
    Fosterskøn: ca. 3400 gram
    Fosteraktivitet: Hjertelyd
    Undersøgelsessted: Jordemoderkonsultation

    Ødemerne er for alvor kommet til mig, men det er trods alt begrænset til primært fødderne.

    Hun fandt hjertelyd med det samme og kunne samtidig konstatere, at du står med hovedet fast. Derudover skønnede hun dig til at veje ca. 3400 gram, men det var mere et skøn baseret på ultralyden og hvad du så bør tage på på ugebasis.

    Jeg har fået en ny tid i uge 40, så må vi se om jeg får brug for den.

    Fredag, den 23. september 2005 (38+0)
    95 % er overstået og 14 dage til termin.

    97 % af alle børn ligger med hovedet nedad og det er inkl. dig! Du er også en af dem, der har en yndlingsside at ligge på; højre side. Derudover fødes 12 % af alle børn i den her uge, det må også gerne være inkl. dig, men jeg tvivler nu meget. At du står med hovedet fast betyder samtidig, at jeg render på toilettet hele tiden fordi du både presser på min blære og tarm.

    Statistikken siger, at de fleste fødsler foregår på en hverdag mellem 04 og 05 om morgen. Det er lidt pudsigt at tænke på, men det kan måske hænge sammen med at kroppen er i ro og derfor i stand til at reagere på forskellige hormoner og signaler.

    Denne uge:
    Vægt: 2450-3800 gram
    Længde: ca. 50 cm
    Hovedbredde: 85-98 mm
    Fod: 68-80 mm

    Mest af alt gælder det jo om at slappe af nu og få tiden til at gå. Vi glæder os sådan til du kommer, til at lære dig at kende og finde ud af, hvad du er for en.

    Mandag, den 26. september 2005 (38+3)
    96 % er overstået og 11 dage til termin.

    11 dage til termin passer ikke længere, for dagens besøg på svangerambulatoriet endte med en dato om igangsættelse på torsdag. Det er helt utroligt og skønt det kan tage et par dage, så er du i hvert fald ankommet i løbet af weekenden.

    Vandrejournalen:
    Dato: 26/9-05
    Gestationsalder: 39 uger (38+3)
    Vægt: -
    Blodtryk: 149/95
    Urin: +1/-
    Ødemer: +
    SF-mål: -
    Fosterpræs.: H
    Fosterskøn: ca. 3700 gram
    Fosteraktivitet: Hjertelyd
    Undersøgelsessted: Svangreambulatoriet

    Jeg har ikke åbnet mig, selv om jeg har haft jag i underlivet de sidste par dage - så igangsættelsen kommer nok til at foregå med stikpiller og kan strække sig hen over et par dage.

    Derudover er mit blodtryk meget højt og der er spor af sukker i urinen, så det er vist kun godt, at jeg bliver sat i gang snart.

    Det bliver så spændende.

    Tilbage til forsiden